Formålet med MUS
Medarbejderudviklingssamtalens formål
Formålet med medarbejderudviklingssamtalen er at føre en samtale om arbejdspladsens og medarbejderens fælles udvikling.
Samtalen handler om medarbejderens arbejdsopgaver, arbejdsindsats, arbejdsvilkår, samarbejdet og fremtidige udvikling af arbejdsopgaver og kvalifikationer, set i forhold til menighedsrådets planer for udviklingen på stedet og medarbejderens udviklingsønsker og -muligheder.
Samtalen skal bidrage til større arbejdstilfredshed og skabe sammenhæng mellem menighedsrådets planer og målsætninger, opgaver og medarbejdernes ressourcer.
Samtalen føres mellem medarbejder og kontaktperson. Er der medarbejdere på arbejdspladsen, som har et ledelsesansvar for andre, føres samtalen mellem medarbejderen og dennes nærmeste leder. I konceptet benævnes menighedsrådets repræsentant i MUS som ”nærmeste leder”.
Da formålet er en samtale om arbejdspladsens og medarbejderens fælles udvikling er det kun relevant, at den enkelte medarbejder og dennes leder deltager.
Minimumskrav til MUS
- Skal holdes en gang årlig
- Aftalte udviklingsmål skal være skriftlige
- Seniorsamtaler skal tilbydes
Det anbefales, at der afholdes en medarbejderudviklingssamtale umiddelbart efter en medarbejders tilbagevenden til arbejdspladsen efter længere tids fravær, f.eks. i forbindelse med barsel.