DOKS organist
Organist med højeste uddannelse (Kirkemusikalsk Kandidateksamen – DOKS-organist)
Uddannelse
Uddannelsen som kirkemusiker med højeste niveau kan tages på de danske musikkonservatorier. Uddannelsen er fem-årig og afsluttes med kandidatgrad. Historisk set har uddannelsen udviklet sig fra den gamle mesterlære, og man skal i praksis have musikalske færdigheder for at kunne blive optaget på studiet, hvortil der er optagelsesprøve.
Uddannelsen sætter organisten i stand til på højt niveau at spille musik fra mange perioder, at tilegne sig færdigheder inden for både orgel- og klaverspil som solospiller og som akkompagnatør, samt at vurdere, hvilken musik, der er påkrævet i den aktuelle situation.
En form for videreuddannelse eller efteruddannelse kan være nødvendig alt efter hvilke arbejdsområder, der prioriteres i den aktuelle musikalske stilling.
Læs mere om uddannelse til organist på www.ug.dk
Særlige kendetegn ved jobbet som DOKS-organist og samarbejdsrelationer
Det er et særligt kendetegn ved jobbet som organist, at der er en del selvledelse. Det stiller krav til, at organisten selvstændigt kan tilrettelægge sit arbejde og organisten skal forventes at være specialist i kollegakredsen. Arbejdspladsen vil til gengæld kunne tilbyde spændende samarbejdsrelationer.
Organistens samarbejdsrelationer er en bred vifte af personer, hvor gensidig informationsudveksling er nødvendig af hensyn til den fælles arbejdsplads. Samarbejdsrelationerne vedrører sognets præster, som vil være kontinuerlige partnere i form af tilrettelægning af gudstjenester og kirkelige handlinger. Koret, eller de ansatte sangere, vil være både musikalsk og administrativt knyttet tæt til organisten.
Menighedsrådet, repræsenteret ved en kontaktperson, er en kontinuerlig relation i form af medarbejderkontakt og MUS-samtaler, drøftelse af mål, budgetter og fremadrettede planer. De kirkelige kolleger, kordegn og kirketjener, sognehjælper, muligvis sangpædagog eller supplerende korleder vil organisten have større eller mindre samarbejde med.
Fordelingen af arbejdsopgaverne varierer henover året og arbejdstiderne ligger også på helligdage og højtider. Valget af uddannelsen er tæt knyttet sammen med det lystbetonede og glæden ved at musicere, samt dele denne glæde med andre.